FJERDE STYKKE.
En natlig flugt.

Schelby og hans kone havde trukket sig tilbage til soveværelset for at gaa til ro.

Schelby havde taget plads i en lænestol og sad og bladed i nogen papirer, mens fruen stod ved speilet og stelte med haaret sit. Elisa havde om morgenen sat det saa kunstfærdig op, at det næsten ikke var til at faa løst igjen.

Hun havde om eftermiddagen havt en samtale med Elisa og af hende faat et og andet at vide om hvad denne handelsmanden gik der efter. Og da hun mellem kl. 6 og 7 havde set manden komme igjen for anden gang, kunde hun kjende paa sig, at noget uhyggeligt var i gjære.

«Det er sandt,» sa hun til Schelby, «hvad var det for en mand du sad og handled med her i aften?»

«Det var Haley,» svarte Schelby og blev urolig. «Jeg skyldte ham nogen penger, og saa maatte jeg se at klare mig paa den maade jeg kunde.»

Fruen blev ved: «Jeg kan ikke skjønne hvad der gaar af Elisa; hun er blit saa rent forskræmt, og gaar og bilder sig ind at Du vil sælge sønnen hendes.»

«Hm!»

«Jeg har trøstet hende og sagt at det aldrig i verden kunde falde dig ind; vi er jo ikke slige at vi sælger vore folk.»

«Hm! Det er rent galt med mig i pengeveien, Emilie.»

«Hvad vil det sige? Du har nu vel ikke....» Hun holdt inde og stirred paa ham.

«Jeg har maattet sælge Tom,» sa han og sukked.

«Det er da vel ikke sandt?»

«Jeg har været nødt til det; Haley vilde have pengene sine, og jeg havde ingen.»

Fruen blegned med ett og satte sig. «Og vi som saa ofte har talt om at give Tom fri.»

«Ja, hvad skal en sige? Jeg har været saa uheldig i de senere aar med mine forretninger.»

«Nei, det kan ikke være muligt!» udbrød hun. «Sælge vor gode, kjære, trofaste Tom! Og til en slig en som denne Haley!»

«Han gav mig sit æresord paa at Tom skulde faa det godt; han skulde sørge for god plads til ham, om han kom til at sælge ham.»

«Aa, det er forfærdeligt! Jeg kan nu tro det værste om dig; jeg kan nu tænke mig at du ogsaa kunde finde paa at sælge lille Harry.»

«Hm!»

Hun bøide sig frem og stirred aandeløs paa ham.

«Ja,» sa han, «jeg har solgt ham.»

«Nei, nei, det er ikke sandt! Sig, det er ikke sandt!»

«Jeg kunde ikke berge mig paa anden maade; han vilde ha gutten paa kjøbet.»

Hun slog hænderne sammen og saa op mod himlen. «Og saa valgte du netop at sælge disse to!»

«Ja, det var jo netop dem han vilde ha, og dem jeg kunde faa mest for. Jeg kan ellers sælge en anden i steden for Tom; han bød mig mange penger, fire tusend kroner, for Elisa, om jeg heller....»

«Elisa?» skreg hun og sprang op.

«Ja, jeg sa ogsaa afgjort nei, for jeg vidste hvor meget du holder af hende.»

Fruen holdt sig om hovedet og kunde ikke sige et ord.

«Vær nu ikke vred paa mig, kjære Emilie. Du kan tro det har været en tung dag for mig.»

Vred? Aa, hvad vidste hun hvad hun var? Hun var oprørt, sorggiven, fuld af den dybeste smerte. Her havde hun gaat i de mange aarene og taget sig saa kjærlig af sine folk; hun havde undervist dem, vaakt over dem, naar de var syge, taget del i deres glæder og sorger og været som en mor for dem alle. Og nu——.

«Hvorledes skal jeg nu kunne se dem i øinene, naar vi, bare for at faa os nogen penger, kan sælge vor bedste tjener og give et lidet uskyldigt barn i hænderne paa et raat og samvittighedsløst menneske?»

«Det var den haarde nød som tvang mig til at gjøre det jeg har gjort.»

Fruen slog haanden for øinene og tog paa at graate. «Det er synd, det du har gjort. Stakkars slaver! Hvor længe skal vi ha lov i dette land til at handle slig med mennesker?»

«Det er nu en gang saa, og det blir vel aldrig anderledes.»

«Kan vi ikke i det mindste redde barnet? Haley kan saa gjerne faa mit guldur i stedet.»

«Kjære vennen min, det vilde lidet forslaa. Papirerne er desværre alt underskrevet, han kommer i morgen og henter baade Tom og gutten.»

De to egtefolk tænkte mindst paa at en kvinde stod udenfor, døren og hørte hvert eneste ord de sa, en bleg skjælvende mor, som var nær ved at falde om af fortvilelse.

Da samtalen var slut, listed hun sig op paa sit eget værelse og gav sig til at se paa den lille gutten, som alt laa og sov sødt i sengen sin, strakte saa hænderne mod himlen og udbrød:

«Aa Gud, aa Gud, de har solgt ham!»

Men de skulde ikke faa fat paa ham, ikke for alt i verden. Om hun saa skulde lide de værste pinsler og nød, ja om det skulde koste hende livet, vilde hun redde ham.

Raskt tog hun en blyant og skrev paa et stykke papir:

«Kjære frue! Jeg var saa angst for vesle Harry; saa stilled jeg mig ved døren og hørte det De og herren talte om. Vær ikke vond paa mig for det. Jeg gaar min vei i nat med Harry. Gud velsigne Dem for alt det gode De har gjort mod mig!»

Derpaa samled hun barnets tøi og bandt det om livet paa sig med et tørklæ, tog et sjal og en liden reisefrakke og en hue op af en skuffe, vækked gutten, slog frakken om ham, trykked huen paa hovedet paa ham, og løb lydløst med ham i armene ud af huset.

«Mor, hvor skal vi hen?» spurte den lille. Han var vaagnet og gned sig i øinene.

«Hyss ... vær endelig stille, gutten min! En styg mand vil ta dig fra mig; men nu løber vi vor vei, saa han skal nok ikke faa tak i dig.»

Det var en tindrende stjerneklar nat, og det var koldt; hun tulled gutten godt ind i sjalet, og som det gjaldt livet løb hun nedover til Onkel Toms hytte. Her stansed hun og banked paa vinduet.

«Hvem kan det være som banker paa hos folk nu midt paa natten?» spurte Tante Chloe og fór ud af sengen. «Jamen tror jeg ikke det er Elisa. Du maa staa op, Tom, og se at faa klærne paa dig.»

Et øieblik efter blev døren lukket op, og et mat skjær af et talglys, som Tom havde tændt, faldt paa Elisas ansigt.

«Gud fri mig! Hvordan er det du ser ud?» satte konen i, rent forskræmt, da hun fik se det blege ansigtet og de vilde øinene.

«Jeg maa gaa min vei med gutten. Herren har solgt ham,» sa Elisa.

«Solgt ham?» spurte egtefolkene forfærdet og løfted hænderne.

«Ja—dig ogsaa, Tom. Jeg stod og lytted ved døren ... Herren fortalte fruen at han havde solgt Tom og Harry; han havde været nødt til det for at kunne betale gjælden sin.»

Tom stod en stund og stirred paa hende, som om han ikke rigtig kunde fatte det hun fortalte. Men han maa nu have forstaat det alligevel; for han sank mat ned paa en bænk uden at sige et eneste ord.

«Nei, nei,» jamred Tante Chloe, «det er ikke sandt, det kan ikke være sandt!»

«Det er sandt! Den manden som har kjøbt dem kommer i morgen tidlig og henter Tom....»

«Gud fri og bevare os! Hvad har min gode kjære mand da gjort?»

«Det er ikke fordi han har gjort noget. Herren var selv meget ulykkelig over at han maatte skille sig ved ham og Harry, og fruen graat og bad for dem; men det hjalp ikke; handelen var afsluttet, og den kan ikke gjøres om igjen.»

«Saa maa Tom afsted, han ogsaa! Reis dig, manden min, og lag dig til! Langt heller flygte end udsætte sig for at blive solgt sydover, hvor negrene blir pint til døde med slit og sult og pryl. Skynd dig! ... jeg skal pakke sammen klærne dine, jeg.»

Tom sad og luted med hovedet og var bleggraa i ansigtet. «Jeg kan ikke flygte,» sa han og retted sig op «Jeg er viss paa at min gode herre og frue ikke vil sælge mig, uden de er nødt til at gjøre det ... og saa vil jeg ikke narre dem og gaa min vei ... jeg kan ikke gjøre det.»

«Men naar de nu kommer i morgen og tar dig?»

«Ja, saa vil jeg i Guds navn overgive mig til min skjæbne. Jeg ved Vorherre vil være med mig.»

Han saa bort mod den store trækassen, hvor børnene hans laa, og taarerne randt nedover kinderne paa ham.

Elisa fortalte nu at hendes mand ogsaa vilde flygte; han kunde ikke holde ud at være der han var. Hun bad dem sende ham besked om hvorledes det var gaat her.

«Sig ham at jeg er gaat med Harry og vil søge at træffe ham i Kanada!» bad hun og brast i graat. «Og skulde jeg ikke se ham mere, saa mødes vi med Guds hjælp i en bedre verden.... Og saa far vel, og Gud være med os alle!»

FEMTE STYKKE.
Et veddeløb.

Fru Schelby havde ikke faat sove om natten.

«Jeg kan ikke skjønne hvad det er i veien med Elisa,» sa hun om morgenen. «Jeg har ringet tre ganger, men hun kommer ikke.»

Schelby stod ved vinduet og gjorde i stand barberkniven sin. En negergut kom ind med en kop varmt vand til ham.

«Andy,» sa fruen, «gaa ud og bank paa døren til Elisa, og sig hende at jeg har ringet tre ganger paa hende.»

Gutten gik.

Et øieblik efter kom han farende tilbage, og fortalte, med opspilte øine, at alle skufferne til Elisa var trukket ud, og at alt tøiet hendes laa strødd omkring i værelset, men at hun selv og gutten var borte.

Schelby og fruen skjønte straks hvorledes dette hang sammen: hun maatte ha hørt hvad de kvelden før havde talt om, og saa var hun flygtet med barnet sit.

«Aa, Gud ske lov, at de er reist!» udbrød fruen ved sig selv. «Gud give de bare maatte slippe lykkelig og vel bort!»

Andy hørte hvad hun sa, og la sig det paa minde.

Schelby gik frem og tilbage paa gulvet. «Hvad skal jeg nu gjøre? Haley vil naturligvis tro at vi selv har sagt til hende at hun skulde stikke sig unda.»

Det blev et forfærdeligt opstyr i huset, da folkene fik vide om det som var hændt. Tjenestgutter og tjenestjenter i alle farve-afskygninger løb ud og ind gjennem dørene, skreg og snakked i munden paa hverandre. Tænke sig: Tom solgt ... og Elisa flygtet med Harry!

Tante Chloe var den eneste som vidste noget nærmere om Elisa; men hun stod taus og med rynket pande i kjøkkenet, og var alt i færd med sit vanlige morgenarbeide: at bake brød til frokosten.

De unge paa gaarden syntes at al denne staahei var svært fornøielig. En flok af dem havde taget plads paa rækverket om den aabne sval, for at kunne se Haley naar han kom.

De svarte skøierne glæded sig til at se hvorledes han vilde tage paa vei, naar han fik vide at den ene af fuglene hans var fløiet.

«Aa, hvor han blir gal i hovedet,» sa Andy; «men vi skal have rigtig moro med ham og erte ham alt vi kan.»

Endelig kom handelsmanden ridende.

I lange støvler med sporer, og med ridepisk i haanden, kom han spankulerende frem mod svalen. Han havde alt faat høre om det som var hændt.

«Af veien med dere, svarte djævleunger!» ropte han og smeldte med pisken efter gutterne, som fnisende og grinende flygted til alle kanter.

Saa gik han ind i dagligstuen og traf Schelby.

«Naa, hvad er det jeg hører?» spurte han rasende.

«Ja, det er ilde, det som er hændt; men jeg er uden skyld.»

«Naa De er det. Ja det kan De indbilde tosser.»

«Herr Haley, jeg taaler ikke nogen fornærmelser,» sa Schelby og blev bleg.

Slavehandleren mumled noget om at det ikke var meningen hans at fornærme ham, men at det var ærgerligt at blive taget ved næsen paa denne maaden, naar en selv havde handlet ærlig og redelig.

«Jeg skal yde Dem al hjælp jeg kan, baade med hester og folk, for at faa fat paa flygtningen,» loved Schelby. Mere kunde han ikke gjøre.

Det var svært til liv og røre det var blit mellem tjenerne paa gaarden. Svarte Sam, en lang forvoksen fyr, som gik for at være den svarteste af alle gaardens ibentræs-børn, la ud for sine kamerater om at det gik saa op og ned her i verden. Tom havde været en stor mand, havde kunnet ride med lange blanke støvler og med pas i lommen, og havde kunnet sætte næsen til veirs; nu var han færdig. Slig gik det her i verden—op og ned.

Sam saa sig vigtig om i kredsen, halte op bukserne sine og stak en spiker i dem til fæste for sælerne istedenfor den knappen han havde mistet.

«Haloi, Sam!» ropte Andy. «Vi skal hente Kvitsokk og Brunen og ride sammen med den fremmede herren efter Elisa og Harry.»

«Sam fakke hende straks.»

«Ja men nu skal jeg sige dig hvad fruen sa....» Andy hvisked nogen ord til Sam.

«Godt! Sam ikke fakke hende straks, Sam en klodrian som slet ikke kan fakke nogen mennesker,» forsikred han og rev sig i det svarte uldhovedet, med et øiekast som en rigtig skalk.

Saa kom en anden gut farende: «Har dere hørt om det som er hændt i dag, gutter? Elisa er løbet sin vei med Harry!»

Sam maalte ham med øinene.

«Vil du lære bedstefar din noget, din hvalp? Som om jeg ikke vidste det for lang, lang tid siden. Sam er nu ikke født igaar,» sa han og retted sig op.

De to hestene blev ført frem. Den unge Skimmelen til Haley stod og knegged og spendte med benene.

«Haa—haa, folen min!» kjælte Sam for den og stak et par skarpkantede smaastener ind under salen. «Haa—haa, folen min! Rask fole, kan springe fælt høit med massa Haley.»

Han puffed til Andy i siden og hvisked nogen ord til ham.

Andy holdt sig for mund og næse, snudde sig rundt paa hælen og var nær ved at sprække af latter.

Sam bar paa hovedet en stor, gammel palmehat. Den var saa fillet og bulet, at den mere ligned en bunke straa og visne blad end en hat; men var hatten ikke videre fin, saa bar han den til gjengjæld paa en slig maade at han gjerne kunde tages for en høvding fra Fidji-øerne.

Tyk og hoven kom Haley gaaende fra svalen.

«Saa op med dere, dovendyr!» sa han.

«Dovendyr,» hvisked Sam til Andy og dulted til ham. «Dovendyr—hi-hi!» Han trykked hatten fast paa hovedet, til tegn paa at nu skulde det bære i vei.

Ikke før var Haley kommet op i salen, før det spræke dyret gjorde et voldsomt hop til siden. Rytteren satte i et fælt brøl, og—der laa den tykke herre paa græsbakken, saa lang han var.

Sam satte ogsaa i et brøl og sprang til for at holde hesten; men han var saa uheldig at et par pinder af hatten kom op i øinene paa hesten, og dermed rev den sig løs, spendte høit i luften med bagbenene og satte afsted i galop bortover jordene.

Andy maatte ha staat og holdt altfor løst paa de to andre hestene; for i det samme Skimmelen satte afsted, fór de efter bent i hælene paa den.

Der blev nu et fælt opstyr, med banning og rop og løb til alle kanter. En flok svarte unger, mellem dem Mose og Pete, klapped i hænderne og pilte afsted efter hestene.

Sam var nu den ivrigste til at huje og brøle. «Hyst, hyst!» lød det i et væk fra hans mund.

Ligesom Rikard Løvehjertes sverd altid blinked fremst i kampen, saaledes lyste palmehatten til Sam alle steder hvor det kunde være nogen fare for at hestene var at faa tak i.

Snart var baade hestene og gutterne forsvundne inde i det tætte kratt.

Først ud mod middag kom Sam og Andy tilbage med de stakkars drivvaade og tilsølte dyrene. Haley ønsked dem ind i den aller hedeste verdensegn, men Sam sukked og skjeled med øinene—det havde været saa rent umuligt at faa tak paa de fæle besterne før.

Og det var ingen raad at drage i vei for det første, slig som hestene nu var medfarne. De damped af svette og var rent anpustne. De maatte faa hvile en stund og blive fjelget om, før en kunde ta ud med dem. Og saa kom det til, at Kvitsokk var blit halt. Det var altsaa meget som var i veien.

«Gode massa Haley, Sam nok fakke hende ligevel; Lissa aldrig været rask til fods.»

«Ja, du skulde ha forsvarlig pryl, skulde du, din svarte djævel.»

«Hvorfor det?» spurte Sam og satte et troskyldigt ansigt op. «Mig har langet i vei saa svetten render af mig.»

«Havde jeg bare eiet dig!» ønsked handelsmanden. «Du kan lite paa du skulde faat smage svepen min!»

Fruen havde faat vide om det som var hændt. Hun blev med ett saa venlig og deltagende overfor den fremmede manden, at hun bad ham blive til middag og slaa sig til ro i huset. Alle skulde gjøre sit bedste for at han kunde ha det rigtig hyggelig og godt, loved hun.

Da Haley var svært sulten, og da han saa alligevel ikke kunde ta i vei straks, letted han paa hatten og tog mod indbydelsen.

Sam og Andy førte nu hestene ned i stalden for at vaske og gnide dem; men før de tog paa med det arbeidet, kasted de sig op i en halmdynge, holdt sig paa maven og lo saa de var nær ved at miste pusten.