ANDET STYKKE.
Moren og faren.
Alt fra hun var barn havde Elisa havt et godt hjem i Schelbys hus. Schelby havde da kjøbt hende, og hans hustru havde fra første stund været som en mor for hende og opdraget hende mer som barn af huset end som et slavebarn.
Ogsaa Elisas medtjenere havde det godt. Schelby og hans kone var kjendte for at stelle pent med folkene sine. I det hele taget havde slaverne det langt bedre i Kentucky end i sydstaterne, hvor de især i onnetiderne blev drevet med en tvang og haardhed som ofte gjorde det umuligt for de stakkars mennesker at holde det ud. Slaverne i Kentucky holdt det derfor for en ulykke at bli solgt sydover.
Elisa blev tidlig gift med en ung lys mulat som hedte Georg Harris. Denne unge mand var slave paa en nabogaard; men hans herre havde leiet ham bort til arbeide ved en seildugsfabrik derinærheden. De unge egtefolk levde saaledes hver for sig. Det var bare en gang imellem de kunde faa være sammen. Alligevel var de lykkelige og glade i den første tid efter de blev gifte. Men saa kom en tung tid for dem; de misted sine to første børn. Dette tab tog de sig svært nær af. Især var moren i lang tid utrøstelig. Det var først efter at de i stedet havde faat lille Harry, som vi før har lært at kjende, at de overvandt sin sorg.
Georg Harris var en sjelden vakker mand, havde godt hoved og var fingernem. Ved seildugsfabriken var det gaat ham saa godt, at han paa kort tid havde tjent sig op til den første plads mellem arbeiderne. Han fandt op en maskine til at renske hamp med, og for denne sindrige indretning, som det viste sig var af god nytte til at spare arbeide, blev han høit agtet og afholdt ved fabriken.
Men netop denne gode og nyttige opfindelse blev hans ulykke. Hans herre var en trangsynt, raa og haardhjertet tyran. Da han havde hørt om Georgs opfindelse, kom han en dag til fabriken for at se sig om i verkstederne. Fabrikherren tog imod ham med stor gjestfrihed. Georg fulgte ham omkring og foreviste ham maskinen. Han var stolt af det arbeidet, og med stor veltalenhed gjorde han rede for maskinens mekanisme. Men det skulde han ikke gjort, for den fornemme herre fik derved en altfor sterk kjendsel af at han i grunden var en ubetydeligere mand end sin egen træl; han blev fornærmet over Georgs frimodige fremfærd, og gav ham en skarp tilrettevisning. Fabrikherren, Vilson, tog med et par forsigtige ord Georg i forsvar; men det gjorde bare den fremmede herre end mere forbitret.
Hvad havde hans slave med at opfinde maskiner og være vigtig af det overfor ham, en høit agtet plantageeier! Han skulde snart sætte en stopper for det. Han skulde ta ham hjem til sig igjen og sætte ham til at grave i jorden sammen med sine andre arbeidere, og saa fik han se, om han da ogsaa vil være slig en kar. Fabrikherren prøvde endnu en gang at dæmpe en smule paa mandens vrede, og loved større løn for Georg, om han kunde faa ham værende ved fabriken, men uden anden nytte end at gjøre den vrede herre end mere rasende. Det hele endte med at plantage-eieren tog slaven sin med sig hjem og drev ham ud paa arbeide mellem sine andre træler.
En kan let forstaa at en varmblodig og ærekjær mand som Georg Harris maatte ha vondt for at tie til slig medfærd. Han kunde gaa og presse læberne sammen af bare harme, naar han gik og arbeided paa marken, og de kulsorte øinene lyste som brændende kul, naar han stod og saa op mod herskabsboligen. Men han kunde intet gjøre; hans lykke i livet var brudt, han havde intet andet at vente af fremtiden end et liv i de usleste trælekaar.
Han fik taale at bli sat til det aller simpleste og tyngste arbeidet; men at hans herre hver dag gik og haaned og mishandled ham med puf og slag, det kunde han ikke holde ud, det følte han vilde knække ham og lægge ham i graven.
En gang imellem fik han dog lov til at gaa over til Schelbys og tale et par ord med konen sin; men hun kunde jo ikke hjælpe ham.
Netop den dag da slavehandleren havde været hos Schelby om formiddagen, kom Georg Harris om eftermiddagen for at tale med Elisa.
«Jeg kan ikke holde det ud,» sa han, «det er som jeg gaar og brænder op indvendig af galde og forgift.»
«Det maa du ikke sige, Georg.»
«Aa, om jeg laa i min grav!»
«Og det kan du virkelig ønske!» Hun tog om halsen paa ham. «Georg, jeg ved hvor vondt du har det, og jeg forstaar godt hvor du pines indvendig; men husk hvor god Gud til gjengjæld har været mod os paa andre maader. Husk hvor meget vi holder af hinanden, og glem ikke den vesle søde gutten vor!»
Hun la hovedet ind til hans bryst og tog paa at graate.
«Min kjære, gode Elisa, du kan tro jeg skjønner paa at jeg har dig og Harry; men du kan ikke tænke dig hvor tungt livet er blit for mig.»
«Du maa holde ud, Georg; det kommer nok bedre tider.»
«Bedre tider! Jeg faar det værre og værre for hver dag, og det endda jeg hidtil har tiet og bidt alt i mig.»
Og saa fortalte han hvorledes han dagen før var blit bundet til et træ og pisket, bare fordi han havde tilrettevist sin herres søn, som havde moret sig med at bruge svepen paa en stakkars udslæpt hest.
«Men jeg skal nok en gang vide at finde min strenge herre,» loved Georg og knytted næverne.
«For Guds skyld, gjør bare ikke noget galt! Det vil bare gjøre din stilling endnu værre.»
«Det faar være det samme, jeg kan ikke dy mig.»
«Georg!» bad hun indtrængende, «du maa ikke gjøre noget syndigt, du maa ikke! Naar du bare vilde stole rigtig fast paa Gud og være taalmodig, saa....»
«Det kan ikke nytte du snakker til mig om Gud,»tog han i. «Jeg er ikke gudfrygtig jeg, som du, og jeg kan ikke være det, og jeg vil ikke være det. Hvorfor lar Gud alt dette gaa for sig, al denne hardhed og ondskab....»
«Vi forstaar det ikke, vi er saa kortsynte vi; men fruen siger, at alt det Gud gjør, det er ret, og maa være til det bedste for os.»
«Det er let at sige noget sligt for den som selv sidder i en blød sofa og kan kjøre i fine vogner. Lad hende prøve en eneste dag det jeg maa prøve uge efter uge....»
«Georg!»
«Aa, det koker i mig, Elisa!»
«Aa Gud, hvad skal vi da gjøre!»
«Det er noget jeg endnu ikke har fortalt dig—»
«Hvad er det?»
«Massa[2] vil forbyde mig at gaa hidover til dig mere.—Dere sætter skruller i mig her, siger han; han vil tvinge mig til at gifte mig med en af hans piger og bosætte mig i en hytte der borte paa gaarden hans. Og vil jeg ikke det, saa sælger han mig sydover.»
«Ja, men vi er jo viet rigtig sammen—viet af en prest.»
«Ved du da ikke at vi slaver ingen ret har efter loven til at gifte os? Han kan skille os ad, naar han vil. Havde vi endda ikke havt den vesle gutten.»
«Sig ikke det, Georg. Gutten har det jo saa godt her han er nu, og min gode herre vil nok sørge for ham i fremtiden ogsaa.»
«Din gode herre kan dø, og saa kan gutten bli solgt, og ingen ved hvorledes det saa kan gaa ham.»
Et gys fór gjennem Elisa med det samme Georg sa dette.—Hun kom med ett til at tænke paa handelsmanden.
Den vesle Harry, som havde gaat og legt i haven, uden nogen tanke om hvad forældrene talte om, kom nu glad og stolt, ridende paa Schelbys stok, imod dem.
Georg tog ham i armene sine og trykked ham tæt ind til sig. «Far vel, gutten min!»
«Du siger farvel saa underlig,» sa Elisa og saa paa ham.
«Ja, jeg siger farvel—ogsaa til dig, Elisa.»
«Men hvad skal det sige?»
«Vær ved godt mod, Elisa, til vi sees igjen! Jeg gaar min vei nu en af dagene.»
«Gaar din vei?»
«Ja, til Kanada.» Han retted sig op og fik et drag af fast alvor over ansigtet. «Og naar jeg er kommet lidt i gang der oppe, saa kjøber jeg dig og Harry fri og tar dere op til mig.»
«Men Georg——om du nu blir fakket?»
«Jeg blir ikke fakket. Jeg vil være en fri mand eller dø. Aldrig i verden skal de faa mig ned til trælelivet i syden.»
«Georg!» bad hun igjen. «Gaa dog ikke bort og gjør en ulykke paa dig selv eller andre!»
Hun kasted sig atter om halsen paa ham og tigged og bad ham om endelig at være var om sig, om han kom til at flygte.
«Bed for mig, du Elisa! Kanske Gud vil høre dig!»
Tunge om hjertet tog saa de to egtefolk farvel med hinanden.
TREDJE STYKKE.
En aften i Onkel Toms hytte.
Tæt ved Schelbys bolig laa Onkel Toms hytte. Det var et lidet, venligt tømmerhus, med de herligste blomster og slyngplanter opefter væggen paa fremsiden, og med en duft af renhed og hygge indvendig.
Lad os stige indenfor. Konen i huset, Tante Chloe, som hun kaldes af alle mennesker, er netop færdig med sit dagsverk hos herskabet. Hun staar nu ved arnen i sit eget hjem, og har det travlt med at lage aftensmad for manden sin. Og en maa tro det er kone som kan lage mad, denne Tante Chloe. Hun har nu ogsaa havt god øvelse i den kunsten. I de mange aarene hun har været overkokke i Schelbys hus, har hun ikke gjort stort andet end at stelle med mad og drikke. Og selv har hun vist ogsaa kunnet gjøre sig til gode med disse ting. Ialfald tyder hendes udseende paa det. Hun er fyldig og trivelig, og hele hendes runde sorte ansigt glinser af fedme og tilfredshed. Men en slig kone som Tante Chloe har lov at leve lidt godt; for hun er et flittigt og arbeidsomt kvindemenneske, som har fuldt op at gjøre den hele dag.
For gaardens kyllinger og ænder er hun en skræk. Naar de faar øie paa hende, blir de straks blege om nebbet og flyr sin vei det forteste de orker; for de ved ikke hvad øieblik hun faar i sinde at slaa ned imellem dem som en grib. Hun tænker jo ikke paa andet end at koke og steke og bake.
Vi ser os nærmere om i stuen. Sengene er dækket med snehvide tepper, væggen over arnestedet er prydet med forgyldte bibelske billeder og et stort billede af general Washington. Paa en træbænk sidder et par negergutter med sort uldhaar og tindrende sorte øine. De klapper i hænderne af glæde ved at se den vesle søsteren gjøre sine første ustøe tiltak til at gaa over gulvet. Ved et lidet bord, som er dækket med en hvid dug og nogen storblomstrete tallerkener og skaaler, sidder Onkel Tom, Schelbys bedste mand. Det er en stor herdebred kar, kulsort og glinsende, ligesom konen; men ud af det alvorlige ansigtet lyser tænksomhed og inderlig godhed.
Han er for øieblikket optaget med at efterskrive nogen bogstaver, som hans herres søn, Georg, har skrevet op for ham paa en tavle. Denne Georg er en kjæk gut paa omkrig 13 aar. Han staar ved siden af Onkel Tom og skal retlede ham.
«Nei, ikke den veien med griffelen, Onkel Tom!» roper Georg og griber om haanden hans. «Halen til den andre siden—slig! Ellers blir det jo en q istedenfor en g.»
«Gjør det det?»
Onkel Tom puster og svetter; det er et svært arbeide at lære at skrive disse bogstaverne; men en maa nu drive paa alligevel, og endda være glad til, at den unge massa vil komme her i huset og gjøre tjeneste som lærer.
«Men, Tante Chloe, jeg blir saa gruelig sulten af at lugte til den deilige maden Deres,» sa Georg.
«Nu er den straks færdig,» svarte hun; «vor kjære unge massa Georg skal nok faa stillet sin sult.» Hun tar laaget af gryten og ser ned i den. «Jo, den brunsker sig herlig.»
Og saa gir hun sig til at fortælle om hvorledes det gik frøken Sally, da hun en dag prøvde at bake en kake.
«Dere kan tro det blev en grum kake! bare hævet paa den ene siden, og ikke mer kakeskap paa den end paa en af tøflerne mine.»
Hun vender sig for at gjøre bordet i stand.
«Væk med dere, smaagutter,» sa hun til Moses og Peter, som gik i veien for hende, «væk med dere, negerunger. Gaa til side, du vesle Polly, søde barnet mit; du skal sidde hos mor og faa noget rigtig godt du. Se saa, lille herr Georg, tag nu tavlen og bøgerne væk og sæt Dem ved siden af manden min, saa kommer jeg med medisterpølsen.»
Hvor den pølsen smagte! Og den varme kaken, som blev sat frem bagefter, hvor den var fed og finsmagende!
«Ja, Tante Chloe forstaar nok at bake en kake,» sa den lille husmoren og reiste nakken.
Og mens hun nu sad og spiste og gav den vesle tyggemad, snakked hun i et væk om suppe og steker og puddinger, og af og til la hun sig bagover i stolen og lo af fuld hals af kokkejenterne paa grannegaardene, som rørte de utroligste ting sammen til herskaberne sine. Naar hun rigtig mored sig over deres dumhed og kludrefærd, kunde hun nu og da vende øinene til veirs og le saa det risted i de runde kinderne handes.
Mose og Pete, som de to smaagutterne til dagligdags kaldtes, laa under bordet og spiste maden sin der de. De mored sig indimellem med at puffe hinanden i sidebenene og dra den vesle søsteren i tærne.
«Vil dere holde skik, gutter!» ropte moren og sparked med benene. «Dere er nogen uskikkelige unger! Kan dere ikke opføre dere pent, naar her er fine hvide folk i besøgelse hos os!»
«Aa, de er saa glade,» sa Onkel Tom for at undskylde dem. «Slige karer har ikke saa let for at være stille.»
Gutterne kom nu kravlende ud og viste frem fire svarte labber og to svarte ansigter, som glinsed af sirup. De nærmed sig moren og vilde kysse søsteren sin; men da blev Tante Chloe udaf sig og skjøv de svarte uldhovederne bort fra sig.
«Væk med dere, grisunger!» sa hun, «dere kom til at bli hængende fast ved hverandre alle tre, om dere fik lov til at stikke næserne sammen. Gaa ud og vask dere!» ropte hun, og gav hver af dem et dask over nakken.
Nær ved at sprække af latter fór saa de smaa skøierfanterne ud af døren.
«Har en set mage til uskikkelige unger?» spurte hun og snudde sig mod Georg. Hun skulde nu ligesom være vred, men kunde ikke lade være at smile.
Med snippen af et haandklæde pudsed hun ansigtet paa den lille ungen sin og satte hende bort paa fanget til Tom.
«Er det ikke en fin jentunge?» sa han og holdt barnet ud for sig for at kunne ta hende des bedre i øiesyn.
Saa reiste han sig og satte hende op paa de brede akslerne sine og tog paa at hoppe og danse med hende, til stor moro for Georg, som hopped og dansed med og vifted til den vesle med lommetørklæet.
Dagen var nu snart til ende.
En del af gaardens folk, som pleide at være tilstede ved aftenandagten i Onkel Toms hytte, begyndte nu atsamle sig fra alle kanter, og snart var den vesle stuen fuld af en broget flok af unge og gamle negre, mænd og kvinder. Nogen tønder og baljer, som stod udenfor, blev baaret ind; de skulde være til at sidde paa, de.
Der blev nu sludret og snakket en del om hvad som var hændt om dagen, og saa istemte alle af fuldt bryst en salme, hvor det blandt andet hed:
Onkel Tom var en oplyst kristen. Efter salmen talte han nogen hjertelige ord og slutted med en inderlig og enfoldig bøn, som greb alle.
Saa stod en gammel hvidhaaret mand frem og frembar det vidnesbyrd, at himlens herlighed var en mægtig ting, og nu gik han snart ind til denne mægtige ting. «Hold dere færdige alle sammen,» sa han. «Jeg selv er alt færdig. O, børn, dere kjender ikke himlens herlighed, men jeg siger dere, den er en mægtig og vidunderlig ting.»
Han satte sig, og taarerne strømmed ned over kinderne paa ham.
Til slut istemte de atter salmen om det herlige landet med den gyldne stad, som de alle skulde vandre til.