SJETTE STYKKE.
Et nyt veddeløb.

«Hjælp mig, Herre! Hjælp mig, Herre!» bad Elisa atter og atter, mens hun, med sit barn i favnen i den stille stjerneklare natten hasted afsted over de frosne marker og enger.

Det var som hun havde faat ti kvinders styrke at holde ud med; men det hamred i hendes hoved og pep i hendes bryst, saa hun ofte var nær ved at falde om.

En gang imellem maatte hun lade Harry løbe ved siden af sig; men tanken om at hun ikke havde ham i armene sine var nok til at øge hendes skræk for at miste ham, og hun tog ham derfor hver gang op til sig igjen og skyndte sig endnu fortere afsted.

«Mor, jeg er saa søvnig,» klaged den vesle og la hovedet ind til hende.

«Sov da, barnet mit.»

«Ja men saa kommer jo den stygge manden og tar mig.»

«Nei, han skal ikke faa ta dig; Gud hjælper, saa jeg skal nok passe paa dig.»

«Er det visst og sandt det, mor?»

«Ja, saa sandt og visst,» svarte hun, i en tone som hun selv kom til at studse over; for ordene syntes at komme fra en stemme i hendes indre som ikke var hendes egen. Gutten lod det trætte hoved synke ned paa akslen hendes og faldt i søvn. Det rolige aandedrættet hans og de varme kinderne gav moren nye kræfter til at holde ud.

Da det røde morgenskjær bredte sig ud over himlen, var hun alt flere mil borte fra hjemmet.

Elisa havde sammen med sin frue ofte gjestet nogen kjendinger paa en gaard ved Ohiofloden. At naa denne gaarden og derfra slippe over elven ind i Ohiostaten var hendes første maal. Lyktes dette, vilde den største fare være over; for slaveriet havde ingen retsgyldighed i Ohiostaten.

En og anden veifarende som mødte hende i den tidlige morgen, stanste og saa forundret efter hende. Da blev hun ræd for at nogen kunde faa mistanke om at hun var en flygtning. Hun satte derfor gutten ned paa veien, stelte haaret sit og gjorde sig umag for at se rolig og ligeglad ud, hver gang hun mødte nogen.

De naadde ind i et skogholt. Her drak de af en bæk og hvilte sig en liden stund. Hun tog frem et par kaker og et eple, som hun havde gjemt mellem guttens klær, og gav ham.

«Spis nu, gutten min!»

«Du ogsaa spise, mor,» sa han og rakte et kakestykke op mod munden hendes.

«Jeg orker nok ikke at spise, vesle Harry,» sa hun. Det var som strupen hendes snørte sig sammen.

«Ja nu maa vi dra paa igjen.»

Og saa gik de frem gjennem ukjendte egne, hvor hun ikke kjendte et menneske.

Paa en bondegaard, som laa lige ved veien, fik hun et par stykker mad til sig og barnet. Gutten var svært sulten og tog mod maden med glæde, men hun selv maatte tvinge sig til at spise nogen beter for ikke rent at miste kræfterne.

Ud mod kvelden naadde hun endelig den gaarden som før er omtalt.

Hun saa straks ned mod elven. Den var svulmet op og fuld af is-spenger, som i sterk fart drev med strømmen.

«Er her ingen færge?» spurte hun konen i et vertshus som laa tæt ved elven.

«Nei, baadene kan ikke komme over for is.»

«Aa det var da forfærdelig uheldigt! Jeg skulde saa endelig over.»

Konen blev rørt ved at se hendes sorg og skuffelse. «Salomo!» ropte hun til en mand som stod i døren til en liden sidebygning, «ved du om han Kristian vil prøve at komme over med tønderne i kveld?»

«Ja han vil vist det,» svarte manden.

«Det er en mand som bor et stykke herfra,» sa konen. «Han kommer her i kveld, og da kan vi snakke med ham.»

Vesle Harry var nu saa træt at han tog paa at graate.

«Stakkars liten,» sa konen, «han er nok blit rigtig træt han. Tag og læg ham ind paa sengen min, saa kan han faa hvile sig en stund.»

Elisa la da gutten ind paa de bløde dynerne, og snart sov han saa trygt som om al fare var over. Men selv havde hun ingen ro i sindet. Angsten for at blive grebet fór gjennem hende som isnende stik. Alt i et gik hun bort til vinduet, og i urolige tanker saa hun ned paa det mudrede og isfyldte vandet, som skilte hende fra frihedens land.

* * * * *

Det var svært saa uheldig det var gaat med alle ting paa gaarden hos Schelby den dagen. Det varte i syv lange og syv brede, før Tante Chloe kunde faa steken færdig, og da den saa endelig var kommet paa bordet, var en af pigerne saa uheldig at velte sause-skaalen. Saa var det ikke andet fore end at lage ny saus.

Haley var urolig og gik gang efter gang frem og tilbage over gulvet og saa ud gjennem vinduet; men lige meget hjalp det.

«En slig kar som han Haley kommer vist til at brænde i helvede,» sa Tante Chloe, mens hun stod og pusled over sausen og gav vondt fra sig til alle sider.

«Aa, hvor jeg skulde have moro af at se paa det!» faldt en af jenterne i med.

«Børn!» lød en røst, som fik dem alle til at fare sammen. Det var Onkel Tom, som var kommen ind og havde staat ved døren og hørt paa deres samtale. «Dere maa ikke tale saaledes.»

«Ja men en slig ryggesløs ugudelig krop!» vedblev konen. «Aa disse slavehandlerne! River de ikke de smaa uskyldige børn ud af armene paa forældrene? og skiller de ikke mand og kone og de bedste venner fra hverandre? Skulde ikke djævelen ta slige kropper, hvad nytte kan han da være til?»

«Maa ikke tale paa denne maaden, mor. Det staar skrevet i Guds ord, at vi skal bede for dem som gjør os skade og forfølger os.»

«Bede? Nei, nu gaar du dog for vidt! At du kan kræve at noget menneske skal bede for et sligt best!»

«Vi maa stride mod vor natur, Chloe. Vi maa være glade og takke Gud for at vi ikke er som denne mand. Jeg vil heller sælges tusend ganger end have alt det at svare for som han har paa sin samvittighed.»

Men det kunde ikke være stor trøst Tante Chloe fandt i disse alvorlige ord; for hun førte det rutete forklæet sit op til øinene og tog paa at graate.

Det ringte. Tom blev kaldt ind til sin herre.

«Ja, Tom,» sa Schelby venlig, «jeg mener jeg bør sige dig det, at jeg har lovet at betale 4000 kroner til denne mand, om du rømmer ligesom Elisa. Herr Haley tar dig ikke med i dag; han har nogen forretninger at udføre—hm!—saa du har altsaa eftermiddagen til din raadighed og kan gaa hvor du vil.»

«Tak, massa!»

«Men husk nu paa det som Schelby har sagt,» brummed handelsmanden.

«Jeg rømmer ikke, massa!»

Schelby fik taarer i øinene.

«Min gode trofaste Tom, aa hvor gjerne jeg vilde beholde dig!»

«Bevare mig vel!» faldt handelsmanden ind, «hos mig skal han ikke lide nogen overlast. Og kan De kjøbe ham tilbage nogen tid, saa er jeg villig til at handle igjen.»

«Jeg tar Dem paa ordet,» sa fruen, som nu var kommen til; «om et aar kjøber vi Tom tilbage.»

«Godt, frue! Det er mig det samme, enten jeg sælger mine slaver sydover eller nordover, naar jeg bare tjener penger paa dem. Mynt maa vi jo alle ha—ha-ha!» Hun skalv af væmmelse og harme ved at høre paa den latteren hans; men for ikke at fornærme ham viste hun sig venlig og talte livlig med ham. Hun vilde gjerne hefte ham saa længe som mulig, for at Elisa kunde faa saa meget større forsprang.

Da klokken var 2, kom Sam og Andy med hestene, som nu saa meget rene og pene ud. Sam glinsed af stekefedt fra middagsmaden og lo over hele ansigtet.

«Op paa hestene med dere!» bød Haley strengt, da han selv var kommen i salen. Sam laged sig til at springe op, men kiled først Andy i siden og fik ham til at udstøde et brøl. Herover blev Haley saa sint at han slog efter gutten med svepen sin, men traf ham ikke.

«Jeg kan heller ikke forstaa hvorledes du kan staa der og flire,» sa Sam alvorlig. «Det er virkelig ikke noget at le af, dette her.»

Endelig kom de tre ryttere afsted; men endnu fulgte det ene uheldet efter det andre. Sam foreslog at de skulde ride til høire; for Elisa havde sikkert gaat den veien. Han vendte ansigtet mod Andy og blunked med øinene.

Det var virkelig hans mening, at Elisa var gaat til den siden; men netop derfor foreslog han Haley at ride den veien. Slavehandleren var selv en slu rev, og skulde ikke saa let lade sig ta ved næsen, tænkte han.

«Lad os nu se os lidt om paa den andre kanten først,» sa han og nikked.

«Massa maa naturligvis gjøre som han vil,» sa den svarte skøieren; «men jeg tror nu massa vil angre paa at vi rider den veien.»

De slog da ind paa en gammel tilgrodd vei, som tidligere havde ført ud til elven, men som nu ikke brugtes mere, og stanste ved en laavebygning en mils vei borte.

«Det er rent ravruskende galt, at vi rider denne vei,» sukked Sam.

«Du kan snakke saa meget du vil, din svarte fant, du faar nu ikke mig bort fra denne veien.»

Sam sukked endnu en gang og vrængte med øinene.

Efter at have redet en stund kom de til en lade som var bygget tvers over veien.

Slavehandleren tog nu paa at lyne og tordne.

«Ja, massa, jeg har sagt at det var en gal vei, og at massa vilde angre at vi red til denne side.»

Manden skar tænder af vrede, men sa ikke et ord.

De tre ryttere vendte nu hestene og red til den nye landeveien.

Ud paa kvelden naadde de til det huset ved Ohiofloden hvor Elisa stod ved vinduet.

Det gav et sæt i Sam, da han fik øie paa hende. Det traf sig saa heldig, at hans palmehat i det samme blaaste af ham. Dette gav ham grund til at udstøde et hyl.

Elisa, som havde staat og stirret ned mod elven, snudde hovedet raskt om, løfted hænderne i forskrækkelse og fór tilbage i stuen.

Med ett griber hun barnet og farer ud af en bagdør med det, uden at huske paa at ta med hatten og sjalet sit.

Hun svinger udenom haven og naar ned til elvebredden.

I det samme faar Haley øie paa hende. Hurtig springer han af hesten og farer afsted efter hende som en hund efter et raadyr.

Det var i dette øieblik som hun rent havde tabt sans og samling.

Uden at tænke paa det hun gjør, springer hun med et vildt skrig og med en fugls lethed over det aabne vand ved stranden og ud paa en isspong, fra denne over paa en anden spong, og saaledes videre tvers over elven. Det knager og svaier og syder omkring hende, hun mister skoene sine, skjærer fødderne til blods paa de kvasse iskanter og drar en blodstripe efter sig paa de grønne spenger; hun falder og reiser sig igjen, stirrer som et vildt menneske over mod Ohio-stranden, iler ustanselig frem—og naar til slut bredden.

«Du er min sandten en kjæk jente, hvem du saa er,» sa en mand som havde staat og set paa hvorledes hun var kommet over elven, og som hjalp hende i land.

«Aa frels mig ... skjul mig!» bad hun aandeløs.

«Hvad er i veien med dig?»

«Frels gutten min! Min herre har solgt ham ... jeg har rømt med ham.... Der borte paa den andre siden staar han som har kjøbt ham,» sa hun og pegte over til Kentucky-stranden.

«Jeg skulde saa gjerne gjøre noget for dig, om jeg kunde; men jeg hører ikke hjemme her og har intet sted at skjule dig paa. Det eneste jeg kan gjøre er at raade dig til at gaa op i det store hvide huset du ser staar for sig selv i den øverste del af gaarden her nærmest ved os. Jeg kjender folkene der, og ved det er gode mennesker ... skynd dig op der!»

Haley staar paa den modsatte bredd og stirrer efter hende, til hun blir borte i aften-skumringen.

«Jo, det var en pen historie!» siger han ved sig selv. «Jeg mener der er faret syv djævler i hende, jeg; hun hopped jo som en vildkat!»

Sam og Andy, som er kommet ned til ham, staar bagenfor ham og ler, gnir sig i hænderne, vrir sig og danser af bare glæde.

«Ja, jeg skal lære dere at le og danse, jeg,» siger Haley og slaar efter dem med svepen sin.

Som et par store græshopper hopper de til side og springer skraalende opefter bakken, og var allerede paa sine hester, før han kunde naa dem.

Snart rider de afsted i fuld galop og hyler tilbage til elvebredden:

«God nat, massa! God nat, massa!»

SYVENDE STYKKE.
To underlige jægere.

Haley vendte nu tilbage til vertshuset, yderst misfornøid og forbitret. Han satte sig i en krok af gjestestuen og grunded paa hvad han skulde tage sig for. At komme over elven og forfølge hende længer var ikke muligt; men hvad da ... hvad i al verden skulde han gjøre?

Saa blev han med ett afbrudt ved at høre støi af mennesker udenfor. Han fór bort til vinduet og saa ud.

«Ja min sandten tror jeg ikke det er Loker! Det kan en kalde et held!»

Han skyndte sig glad og fornøid ud.

«Har jeg set saa rent galt—eller er det virkelig Dem, gamle svend!»

Loker var en kjæmpestor kar med nogen svære lemmer. Han var klædd i en kappe af bøffelhud, som vendte haarene ud. Det store røde bulbideransigt tyded paa drik og raahed.

Ved siden af ham stod en liden mager mand, som saa ud til at være smidig som en kat; hans spiske næse og de svarte urolige øinene fór om til alle sider, og syntes at vidne om at han var ligesaa listig som hans reisekamerat var raa og haard.

De to mænd var slavefangere og levde af at opspore og fange bortløbne negre.

«Kom indenfor og faa dere en hjerte-styrkning!» hød Haley og førte dem ind i varmen.

«Hvad i al verden har De her at gjøre?» spurte Loker med grovt og brustent mæle.

Og hans lille kamerat stak sit hoved med den spiske næsen frem, som for at speide og lytte.

«Ja nu skal dere høre ... sæt Dem ned! Vær saa god, De med! De er kanske en ven af Loker?»

«En verksfælle, ja; mit navn er Marks ... er mig en fornøielse at gjøre Deres bekjendtskab,» sa den magre og rakte Haley en lang tynd haand, som mest ligned en ravneklo.

«Det var da et svineheld, at De netop skulde komme her i kveld.... Heida vert, lad os faa en bolle!»

Snart sad de tre mænd bænket ved et lidet bord og laged sig til at nyde livet med hverandre en liden stund.

«Nu skal dere høre,» tog Haley fat. «Jeg er kommet rent ilde ud for det med et kvind-folk som har rømt med en liden gut jeg havde kjøbt.»

«Hva' hva'.... Hvorledes?» spurte den magre og stak den spiske næse og hage næsten helt op til ansigtet paa handelsmanden. «Noget at tjene for os—hva'?»

«Ja hør nu bare.» Og saa fortalte Haley hvorledes det var gaat til—om Elisas flugt fra Schelby, om alle uheldene og om hendes vaagelige løb over elven.

«Klods!» brummed Loker. «Hvorfor lod De hende løbe fra dem?»

«Ja hvorledes skulde jeg kunnet hindre det?»

«Hæ—hindre? Mig løber ingen fra. Naar jeg har faat fat i en slig jente som har en unge, saa holder jeg denne næven op i synet paa hende: Ser du den?» siger jeg. «Dersom du vaager at rømme fra mig, saa skal jeg være mand for at ta dig igjen om en time, og saa....»

Han lod den vældige næven sin falde mod bordpladen med en slig kraft at bollen og glassene hopped.

«Hi-hi-hi!» lo hans lille kamerat. «Det kan en kalde at tale med eftertryk.»

«De er nu for slem, De Loker,» mente Haley. «Vi har før talt om den ting. De ved det altid har været min mening, at en skal stelle sig saaledes med negrene, at de kan stige i pris. Og saa maa en nu heller ikke glemme at sikre sig en liden plads der oppe i den anden verden. Den kan være god at ha, den, naar det ikke er mere at gjøre for en her nede.»

«A-u!» Loker vred munden og risted paa hovedet, som om han skulde til at kaste op; han gik bort til skjænken og frisked sig med en dygtig dram.

«Ja, det kan ikke nytte at skjære ansigter, Loker; jeg holder nu en gang fast ved religionen og det høiere, jeg.»

«Kan vi ikke holde op med dette gudfrygtige snakket,» foreslog Loker. «De er ikke et haar bedre De end vi andre; heller værre; for De er feig, De.»

«Hvad siger De?»

«Ja, jeg sa De er feig. Det er bare feighed af Dem at ville spille gudfrygtig. De vil snyte fanden og hytte Deres eget skind. Fy for en ulykke! At gaa et helt liv igjennem og ta paa borg hos fanden og kræve tjenester af ham, og saa ville luske fra ham, naar betalingsdagen kommer—fy!»

«Naa naa naa!» tyssed Marks. «Lad os heller tale om forretningerne vore.» Han stak næsen bort imod Haley: «Det var altsaa Deres mening, at vi skulde hjælpe Dem til at faa fat paa den jenten?»

«Jenten kommer ikke mig ved; Schelby eier hende. Det er bare gutten hendes jeg skulde ha fat paa.»

«Hvorledes ser hun ud?» spurte Marks.

«Hun ser godt ud, bedste sort vare—næsten hvid.» Og hun er opdraget som en fin frøken; hun er ærlig værd sine 4000 kroner.»

«Hm! hm!» kremted Marks, og fik et gridsk udtryk i de smaa katteøinene sine. «Loker,» sa han, «hvad mener De? End om vi paatager os at skaffe herr Haley gutten og beholder moren som løn for umagen?—hva! Vi kunde jo senere føre hende til markedet i Orleans og gjøre en rigtig fin forretning.»

Loker, som havde siddet og gabt ligegyldig, slog nu med en gang kjæverne sammen, som en bulbider, naar den snapper efter et kjødstykke.

«Ja—a,» sa han langt, og gav sig ligesom til at tygge paa forslaget.

Marks tog sig nu en sup og snudde sig mod Haley: «De maa vide at vi er godt kjendt med politiet langsmed elven, og det yder os nok hjælp, naar vi bare stikker til det lidt mynt imellem.»

«Ja det forstaar jeg godt.»

«Ja det er nu noget som jeg maa tage mig af, det; jeg har talegaverne og den juridiske kløgt, skjønner De; Loker er god nok til det grovere arbeide han, at slaa hovedet i stykker paa folk og alt det; men han har ingen gaver til at snu sig, naar det er om at gjøre at stikke en haandfuld kroner til folk eller gjøre ed og sligt noget.»

Loker, som var noget sen i tankegangen, kom først nu paa det rene med hvad forslaget egentlig gik ud paa.

«Jeg har forstaat det!» brølte han og lod atter sin næve falde paa bordpladen.

«Hvad skal jeg have for min del?» spurte Haley. «Det er jeg som har ledet dere paa spor efter denne fangsten.»

«Er det kanske ikke nok, at vi skaffer Dem gutten?» spurte Loker. «Gjør De noget vrøvl, saa tar vi dem begge. De kan jo ikke gjøre os noget for det, De.»

Haley blev nu tam. «Ja ja,» sa han, «kan dere skaffe mig gutten inden otte dage, saa faar jeg være fornøid med det.»

«Ja men det er ikke jeg. Tror De vi farer landet rundt efter en negerunge for ingen ting? Jeg mener De slipper billigst fra det, naar De betaler os—lad mig sige 200 kroner.»

«Er De gal, mand? Jeg har vist Dem udvei til en sjelden god fortjeneste, og saa kræver De endda....»

«Hvem borger for at de ikke gaar sin vei fra os begge to? Nei, De faar være saa god at komme frem med mynten her paa dette bret!» tordned Loker og slog med knokene sine i bordet. «Faar vi saa tak i ungen, saa faar De pengene Deres tilbage; lykkes ikke dette, saa har vi ærlig fortjent dem for vor umage.»

«Ja i den tale er det virkelig god mening, herr Haley,» sa Marks.

Endnu en stund talte de frem og tilbage om denne saken. Haley rev sig i haaret og var i ulag.

«Vi kommer nok til enighed,» mente Marks. «Men sig mig ... saa De virkelig at en mand hjalp hende i land?»

«Ja vist saa jeg det. Men hvor hun saa blev af, 'har jeg ikke mer mening om end det glasset der.»

Loker reiste sig med ett: «Vi maa over elven straks.»

«Ja hvorledes skal vi komme over?» spurte Marks. «Der gaar jo ingen baad.»

«Vi skal over!» brølte den andre.

Haley spurte om deres hunder var flinke til at opspore folk.

«Ja det kan De lite paa de er,» forsikred Loker. «Men hvad hjælper det os her? Vi har jo ikke en trevl af hendes tøi, som de kan lugte til.»

«Jo vist har vi det.» Haley reiste sig og tog Elisas hat og sjal, som laa paa sengen.

«Kom her med det!» bød Loker og rakte haanden ud.

«Men hvis nu hundene gaar hen og gjør en ulykke paa hende og gutten?»

«Ja, det kan nok hænde,» svarte Marks. «Det hændte os en dag sydpaa, at de rev en mand næsten ihjel, før vi kom nær nok til at rope dem tilbage.»

«Hm!» Haley rev sig atter i haaret.

«Men jeg tænker hun har taget ind i en eller anden gaard der borte,» vedblev Marks. «Det er bare om at gjøre at finde hendes spor.»

«Ja, for dere kan skjønne det, at jeg nødig vilde ha revet hud og kjød af gutten. Han vilde jo derved tabe sit værd.»

«Naturligvis! Men det gaar nok ikke saa ilde.»

Loker, som igjen havde været borte ved skjænken og tyllet i sig noget mer brændevin, kom nu tilbage til bordet og skyndte paa kameraten sin. «Vi maa afsted!... Saa var det disse kronerne.»

Saa nødig Haley vilde, saa maatte han ud med pengene.

Efter at de var kommet overens om hvor gutten skulde afleveres, knapped de to menneskejægerne sine kapper og tog veien ud i den mørke natten.